torsdag den 16. juni 2011

Frisk grøn energi



Kan det virkelig være rigtigt at man kan lave en velsmagende juice med grøntsager? JA!!

Smag bare engang denne grønne sag her ..

Du skal bare bruge:
2 æbler
En stor håndfuld spinatblade
En stor skive citron


Sådan gør du:
Pres æblerne i juicepresseren, og kom saften op i blenderen sammen med spinaten (husk lige at pille stilkene af, de kan godt være bitre) og saften fra citronen. Blend til det bliver mørkegrønt..


Har prøvet at tage et billede af det, så i kan få en fornemmelse af det mængdemæssigt. Men vigtigst er det nu, at du smager den til så den bliver som du gerne vil have den.. Nogle gange bruger jeg 2 store håndfulde spinatblade, for faktisk smager det ikke rigtig af noget, så man kan jo lige så godt komme lidt ekstra af det grønne i ;)



Et godt tip er, at du også kan snige et stort stykke agurk med i juicen (pres med æblerne) eller komme en halv avocado i blenderen. Du kan også komme en håndfuld mynteblade/citronmelisseblade i blenderen. Eller Basilikumblade. Der er så meget du kan bruge, at det kun er fantasien der sætter grænser. Så eksperimenter med det du har :)

Da jeg skulle servere den for min far for første gang, kiggede han ret skeptisk på den og dertil på mig. "Skal jeg virkelig drikke det der grønne stads?".. Da han havde taget en slurk, havde han store øjne og så ud som om han havde fået den lækreste juice nogensinde. Han sagde at den smagte fantastisk :)


tirsdag den 14. juni 2011

Sød sommerdrøm



Den står på eksamensopgave og eksamenslæsning herhjemme hos os og i kender formentlig til det med at hovedet bliver tungt og man har brug for hurtig energi.. Derfor lavede jeg her til aften denne juice til kæresten og jeg. Heldigvis kunne han rigtig godt lide den :)

Sådan gør du:

1. Pres 2 æbler i juicepresseren (eller brug evt. æblemost hvis ikke du har en juicepresser)
2. Grovhak ca. en halv mango og en halv banan
3. Ovenstående skal op i blenderen sammen med en håndfuld hindbær eller jordbær og blendes godt igennem.


Og så har du til to glas flydende sund energi ..




Åh hvor jeg dog glæder mig til at få sommerferie...

mandag den 13. juni 2011

Timian/Squash pasta



Denne pastaret tror jeg er min ynglingspastaret :) Den smager virkelig godt med den kraftige smag af timian og friske grøntsager.

Det er en god hverdagsret, da den er ret simpel.

Det du skal bruge er:
Fuldkornspasta
Olivenolie
1 squash
2 stængler bladselleri
7 tomater
2 fede hvidløg
2-3 spsk tørret timian (synes faktisk at der er stor forskel på smag, alt efter hvor man køber det. Det er bedst fra helsekosten, hvor man kan købe en rimelig stor pose og som rækker langt)
Evt. parmasanost


Sådan gør du:
Hak hvidløg, skær squash ud i tynde skiver, skær tomater i både og halver bladselleristænglerne.
Først bruner du hvidløg og bladselleri - og det skal steges godt med olie! Der må gerne være et tyndt lag på hele panden..
Så tilsætter du squash, som også skal brunes. Her plejer jeg igen at tilsætte mere olivenolie.
Herefter tilsætter du tomaterne og lægger et låg på. Efter ca. 5 min tilsætter du 2-3 spsk timian og giver det yderligere 5 minutters tid.

Og så er du færdig :) - Husk lige at du også skal koge pastaen.


Ser det ikke lækkert ud ? :)


Sund chokolademousse



Fordi at man har lyst til søde sager, behøver det jo ikke at være usunde søde sager! Denne mousse tager ca. 15 min at lave, men den der skal gøre arbejdet er din foodprocesser eller blender.

Så her kommer opskriften på en sund chokolademousse (til 4 personer):

1. 2 avocadoer blendes godt igennem til en ensartet masse
2. Tilsæt 2 spsk kakaopulver og blend videre
3. 3 spsk agavesirup eller honning og blend videre
4. Tilsæt en stor håndfuld frosne hindbær (det er en god ide lige at tage dem ud på et stykke køkkenrulle til at starte med, så de kan nå at blive mere bløde og dermed lettere at blende)

Blend til du har en mousse lignende masse. Smag evt. til med mere agavesirup el. honning.

Asiatisk inspireret kyllinge/grøntsagssuppe !



Denne suppe er nem at lave og så er den selvfølgelig rigtig smagfuld. Jeg lavede den alene på 35 min :)

Brune ris eller andre fuldkornsris går godt til.

Det skal du bruge:

En pakke hakket kylling
Tamari eller andet soya
Fiskesauce
Kyllingebouillon
2-3 gulerødder
1 løg
7 stængler forårsløg (altså det grønne)
Frisk koriander
1 kinaradisse (kan købes hos en grønthandler)
1 kinakål (kan også købes hos en grønthandler)
1 hvidløgsfed
Peber
Ris


Sådan gør du:

  1. Sæt risene over (de skal ca. have en halv time)
  2. Sæt 1½ liter vand over til at koge.
  3. Kom kødet i en skål og pres 1 fed hvidløg i, 2 spsk soya og 1 spsk fiskesauce. Kværn masser frisk peber over.
  4. Hak forårsløgene og pil korianderne. Halvdelen skal op i kødblandingen. Resten gemmes til senere.
  5. Når vandet har kogt, så op med det i en gryde. Kog vandet og tilsæt 2 kyllingebouillonterner.
  6. Form kødet til små boller. Bare løst og hurtigt.
  7. Skær kinaradisse i skiver (ikke for tykke!) og kom ned i vandet. Kød og kinaradisse skal koge i ca. 12 min.
  8. Skær gulerødderne ud i skiver og kom det ned i vandet efter de 12 min er gået. Giv det lige omkring 3-4 min.
  9. Skær løg i skiver og smid det ned i vandet.
  10. Ca. 10 blade kinakål skæres i halve stykker og smides i vandet. 
  11. Tilslut kommer du forårsløgene i, et skvæt fiskesauce og pynter med koriander.
Så er du færdig :) - Og det passer også med at risene er færdige ..

søndag den 12. juni 2011

Hvorfor et hyggeligt køkken er vigtigt!

Hvem har lyst til at gå i gang med at lave mad og bruge tid i et køkken der er beskidt, utilgængeligt og som bare ikke er et hyggeligt sted at være?


Indrømmet, jeg er ikke altid lige begejstret for at skulle bruge tid på at lave mad, især ikke når jeg har haft en lang dag, men jeg har fundet ud af, med nogle små kneb, at køkkenet godt kan være et afslappende sted at være, og et sted hvor man faktisk har lyst til at være.
At gøre sit køkken hyggeligt, mener jeg er en god motivationsfaktor for at komme derud og bruge noget tid derude.



Så her er mine 5 tips.




1.      Få en radio i køkkenet.

Jeg synes at det er så hyggeligt og afslappende at sætte noget jazzmusik på. Jeg hører for det meste DR Jazz og tænder så snart jeg vågner og skal i gang med at lave morgenmad.  Det er altså en dejlig start på dagen. Men bliver det for morfar-agtigt, så ryger den over på P3. At piske æg til rockmusik er genialt. De bliver pisket ordentligt igennem J





2.      Stil nogle af dine ynglingsingredienser frem så du kan se dem, fx gode olier, eddiker, lækker honning etc. At de er i en flot indpakning gør det bare endnu bedre. Man bliver glad af at se på dem og kan minde en om "at man da lige kan putte et skvæt af det her i.".






3.      I stedet for at have ris, pasta, bønner, linser osv. liggende i kedelige poser, så få fat i nogle glasbeholdere (kan fx købes for få kroner i IKEA) og organiser dem og placer dem synligt.  Det giver god orden og som man siger så påvirker ydre orden den indre orden.  Det tror jeg på. Kender i ikke det, at i kommer ind ad døren til jeres hjem.. Der roder og i kan straks mærke at det trækker ned energimæssigt. Derimod, hvis i kommer hjem til et rent og ryddeligt hjem, så mærker i mere overskud. Sådan har jeg det i hvert fald.





4.      Hav et lille grønt hjørne til krydderurter. For det første er det dejligt at kigge på og for det andet kan det give inspiration til at komme noget ekstra grønt på retten.







5.      Afsæt plads til de vigtigste redskaber som du bruger, så de er let tilgængelige. Fx en juicepresser og en blender. At skulle finde en masse stort udstyr frem fra gemmerne hver gang man skal lave noget, kan godt gøre at man ”ikke lige gider”, fordi det er for besværligt.

Jeg håber i kunne bruge de 5 tips :)


Chokoladeis

At lave sin egen is er slet ikke så kompliceret :)



Det skal du gøre:

1. Pisk 4 pasteuriserede æggeblommer sammen med ½ dl birkesød (eller rørsukker, flormelis etc)
2. Smelt ca. 60 gram mørk chokolade og bland det i ovenstående
3. Tilsæt 2 dl soyafløde (eller rigtig fløde), 1 dl soyamælk (eller mandelmælk, komælk etc), ca. 40 g hakket mørk chokolade og 2 store spsk kakao.

Det var det :) - Så skal det bare røres rundt i ismaskinen eller hældes i en beholder.

Det vil selvfølgelig være optimalt hvis du har en ismaskine, men hvis ikke du har en, skal du bare tage ismassen ud engang imellem og røre i den. Det skal du bare gøre indtil at den er blevet for fast.
Har du en ismaskine, så husk at den skål som man skal lave isen i, skal en tur i fryseren først. Min var blevet rigtig kold, så det tog kun 15 før ismassen blev til is.







"Hjemmelavet" blåbæryoghurt og müsli



Imorges stod den så på yoghurt. Efter at jeg i forgårds kom til at indtage for gammel fiskeolie  og som følger heraf havde det ret skidt igår (tror ikke at jeg behøver at uddybe det nærmere), skulle min mave bare have noget yoghurt! Yoghurt indeholder en masse gode mælkesyrebakterier, som påvirker tarmfloraen i positiv retning. Så har man problemer med maven, om det så er tynd- eller hård mave, eller hvis man tager antibiotika (især bredspektret - det udrydder alle bakterierne, gode som dårlige), så vil det være en god ide at indtage mælkesyrebaktusser :)


Blåbæryoghurt:

Blåbærsoyayoghurten er virkelig nem at lave, og kan selvfølgelig erstattes med A38/Youghurt natural. Jeg tog faktisk tid på hvor lang tid det tog at finde tingene frem og bikse det sammen: 1 minut og 26 sekunder !!



Her er opskriften (1 person):

Blend:
- ca. 4 store løse spsk soyayoghurt. Det svarer nok til ca 1½ dl.
- 1 stor håndfuld frosne blåbær
- ½ banan 1 tsk honning eller agavesirup
- knivspids vaniljepulver - hvis du har det derhjemme..

Blend til du har en ensartet farve


Müsli:

Okay, så bliver det måske lidt mere krævende, men som jeg før har nævnt, brug det du har derhjemme.



Denne müsli er alt andet end tør og kedelig. Jeg synes tit at müsli er tørt og smagløst og det leder mine tanker hen på heste der gumler på foderkorn. Ja så kan det være nok så sundt, men kan man ikke få det ned, er det jo ligemeget.


Der er til ca. 2-3 portioner, så du kan gemme resten i køleskabet til næste gang du skal have müsli. Jeg vil mene at det kan holde sig i ca. 3-4 dage.

Sådan gør du..

Tag en pande frem..

Smid dette på panden:
- 2 håndfulde gryn (fx boghvedegryn, havregryn..)
- 1 håndfuld uafskallede sesamfrø (evt også 1 håndfuld afskallede hvis du har det)
- 1 håndfuld solsikkekerner
- 1 håndfuld hørfrø
- 1 håndfuld græskarkerner
- 1 håndfuld nødder (skal lige hakkes)
- 4 dadler (skal også lige hakkes)

For at give det smag og en god konsistens tilsætter du:
- 3-4 spsk kokosolie (helst med smag)
- ½ tsk vaniljepulver
- ½ tsk kanel
- 1 spsk honning eller agavesirup
- 2 spsk kakaopulver
- evt en håndfuld kokosmel hvis du har det :)

Alt skal bare ristes i ca. 2-3 min ved middel varme..



Dét her er altså bare en god start på dagen :)